Vršič: vejen som russiske krigsfanger byggede over De Juliske Alper

I maj 1915 erklærede Italien Østrig-Ungarn krig, og en ny front åbnede sig langs floden Soča – på italiensk og tysk Isonzo. Den østrig-ungarske hær havde brug for en forsyningsvej over De Juliske Alper til dalene bag fronten, og den skulle kunne holdes åben om vinteren. Hæren byggede vejen over Vršič-passet med krigsfanger.

Vejen, de byggede, er stadig Sloveniens højeste vejpas og stadig vejen fra Kranjska Gora til Soča-dalen. På vej op står et lille ortodoks trækapel ved siden af vejen.

Bygget af fanger

Den østrigske militærkommando i Villach satte russiske krigsfanger til arbejdet – mere end ti tusind, ifølge kapitlet om vejen i en undersøgelse fra 2018, udgivet af Sloveniens institut for kulturarvsbeskyttelse (ZVKDS). Triglav National Park angiver »omkring 10.000«; et øjenvidne, der skrev i 1957, angav omkring 12.000; et mindretal af litteraturen siger 3.000. De var ikke alle russere: Nationalparken nævner russere, ukrainere, hviderussere, georgiere, italienere, serbere og montenegrinere blandt arbejderne.

Vejen blev bygget stykke for stykke fra Kranjska Gora mod Trenta, delvis langs et eksisterende stejlt spor, der blev brugt til tømmerkørsel. Den var inddelt i tolv eller tretten afsnit, hver med sin egen tekniske ledelse. Ifølge ZVKDS-undersøgelsen stod en bygmester fra Kranj, Josip Slavec, for støttemurene af tilhuggede sten, broerne, vandtrugene og de brolagte strækninger. Hårnålesvingene var nummereret fra begyndelsen: Det østrig-ungarske krigspressekontor fotograferede »Serpentine Nr. 3« i 1915.

Planen var at kalde den Erzherzog Eugen-Strasse efter ærkehertug Eugen og at rejse et monument for ham på passet. Lavinerne satte en stopper for det. En betonplatform til monumentet findes ifølge samme øjenvidneberetning stadig.

Marts 1916

Omkring klokken et om eftermiddagen den 8. marts 1916 gik en lavine ned fra Mojstrovka. Den knuste de tage, der var bygget for at beskytte vejen, og begravede den nordlige fangelejr, som lå, hvor bjerghytten Erjavčeva koča ligger i dag. Fire dage senere, kl. 4:30 om morgenen den 12. marts, udløste et jordskælv flere laviner.

Hvor mange der døde, er stadig ikke afklaret, og de tal, der verserer, spænder fra omkring hundrede til seks hundrede. ZVKDS-undersøgelsen stiller versionerne op side om side:

• Den første militærrapport, kl. 17:20 den 8. marts, meldte, at tre vagter og omkring hundrede russere var blevet begravet. Næste dags rapport opgjorde tre døde, 5 vagter og 67 russere såret samt 12 vagter og 71 russere savnet.
• Sognekrøniken i Kranjska Gora angiver 176 russiske fanger og 40 vagter.
• En opgørelse baseret på sognepræsten Andrej Krajec, som begravede de døde, giver i alt 272; undersøgelsen kalder det det mest troværdige tal.
• Andre offentliggjorte tal er 182 fanger og 80 vagter, 170 fanger og 40 vagter samt 300 fanger og 10 vagter. Den lokale mundtlige overlevering siger 600.

Forfatteren af kapitlet konkluderer, at de to laviner i marts dræbte omkring to hundrede mennesker. En anden lavine, den 12. maj 1917, begravede lejren på Trenta-siden og dræbte 30 fanger og 6 vagter; de blev først gravet fri den 8. juni.

Historikeren Uroš Košir har talt mindst 320 fanger begravet i området omkring Vršič og Trenta mellem 1915 og 1918 – 251 russere, 48 italienere, 20 serbere og en montenegriner. Nedenfor Erjavčeva koča ligger 63 russiske fanger, der blev dræbt den 8. marts 1916, i ni fællesgrave på fire terrasser.

Det Russiske Kapel

Kapellet ved vejen er viet til Sankt Vladimir og blev bygget af fangerne af træ, bark og sten. Hvornår det blev bygget, er i sig selv omstridt. Den gængse fortælling er, at de overlevende byggede det til minde om de døde – ZVKDS-kapitlet daterer det til 1917, andre kilder til sommeren 1916. Triglav National Park og Košir’s forskning siger, at det allerede stod i januar 1916, før lavinen: Beviset er et fotopostkort af det næsten færdige kapel, afsendt den 4. februar 1916.

I 1937–38 blev der ved siden af opført en stenpyramide med indskriften »Til Ruslands sønner«, og resterne af russiske fanger fra krigskirkegården i Podlesje nedenfor Vitranc blev flyttet ind i den. Kapellets ikonostase blev malet i 1956. Kapellet blev beskadiget af jordskælvet i 1998, restaureret i 2005–06 og har siden 2015 været et kulturmindesmærke af national betydning.

Russiske emigranter begyndte at samles ved kapellet efter Første Verdenskrig. I dag samler en årlig ceremoni dér slovenske og russiske repræsentanter for stat og kirke. Ved hundredårsdagen i 2016 deltog Vladimir Putin. Den 25. juli 2026 kom mere end 420 mennesker for at markere kapellets 110-års jubilæum. Vejen op fra Kranjska Gora kendes i dag som Ruska cesta, Den Russiske Vej.

Vejen i dag

Passet ligger i 1.611 meters højde. Der er 50 hårnålesving – 24 på Kranjska Gora-siden og 26 på Trenta-siden – og de er stadig nummererede: Skiltet ved hårnålesving 26 angiver højden til 1.570 meter.

På Trenta-siden, ved hårnålesving 49, kigger en bronzestatue af bjergbestigeren og forfatteren Julius Kugy (1858–1944) op mod Jalovec. Længere nede, i Trenta, ligger den alpine botaniske have Juliana, grundlagt i 1926 af Albert Bois de Chesne, en godsejer fra Trieste. Det er Sloveniens ældste alpine have i naturlige omgivelser, og den fylder hundrede år i år.

På Prisojniks nordside ligner en klippeformation et kvindeansigt. Ifølge sagnet er hun Ajdovska deklica, Hedningepigen, der blev forvandlet til sten, fordi hun forudsagde, at en jægers søn ville skyde den sagnomspundne Guldhorn. Hun ses bedst fra hytten Poštarski dom og fra Erjavčeva koča.

Før du tager af sted

Ingen parkering på toppen. Fra 15. juni 2026 gælder nye trafikregler: Den vognbane, der blev brugt til parkering på toppen, er lukket for altid, og bilister bedes parkere længere nede, ved Det Russiske Kapel eller ved Erjavčeva koča. En bom i dalen tæller trafikken; det er gratis at passere den.

Eller tag bussen. En gratis pendulbus kører mellem Kranjska Gora og Bovec fra 1. juni til 30. september, oftere i højsommeren.

Størrelsesbegrænsninger. Køretøjer over 7,5 tons er forbudt, og busser over 12,5 meter kan ikke køre over passet.

Vinter. Passet er ikke automatisk lukket om vinteren, men sne, lavinefare eller vejarbejde begrænser ofte trafikken eller lukker vejen; når vejen er lukket, kan biler kun komme op til hytten Koča na Gozdu i 1.226 meters højde. Aktuelle forhold findes på promet.si, den officielle slovenske trafikportal.