Transfăgărășan: vejen Ceaușescu byggede over bjergene

Den 20. september 1974 stod Nicolae Ceaușescu på plateauet ved Bâlea-søen, mere end to tusind meter oppe i Făgăraș-bjergene, og indviede en vej over dem. Den havde krævet fire et halvt år, tusindvis af soldater og efter hærens egen opgørelse næsten fyrre menneskeliv. Det meste af året ville den ligge begravet under sne.

Et halvt århundrede senere rejser folk tværs gennem Europa for at køre den. Hvorfor den findes, har næsten intet at gøre med, hvorfor de kommer.

En vej til en krig, der aldrig kom

Den første plan om en vej gennem denne del af Făgăraș dukkede op i begyndelsen af 1960’erne, og den handlede om tømmer: en måde at nå skovene på. Den blev opgivet, fordi den var for dyr.

Så kom august 1968, da sovjetledede hære invaderede Tjekkoslovakiet. Ifølge folk fra Ceaușescus nære kreds, som avisen Adevărul har citeret, var det invasionen, der bragte vejen tilbage på bordet. De få pas mellem Transsylvanien og Valakiet gik gennem snævre dale, der kunne spærres eller angribes, og Ceaușescu ønskede endnu en vej over bjergene – en strategisk vej, der kunne forbinde garnisonerne i Pitești og Sibiu, hvis de øvrige blev afskåret.

Det er en god historie, og den rumænske presse har fortalt den på samme måde i årtier. Men det er værd at nævne, hvad den bygger på: erindringer fra folk omkring ham, ikke en offentliggjort ordre. Det statslige nyhedsbureau AGERPRES daterer de første forundersøgelser til 1967, altså før invasionen, og projektet blev først formelt godkendt i december 1969.

Der er til gengæld ingen tvivl om, hvem der byggede den. Opgaven gik til hærens ingeniørtropper.

Fire millioner kubikmeter bjerg

Byggeriet begyndte tidligt i foråret 1970 – den 10. marts ifølge Adevărul, i slutningen af februar ifølge den beretning, Digi FM har bragt. Regimet ville have vejen færdig på tre år. Fra syd tog 1. Ingeniørregiment fra Râmnicu Vâlcea fat. Fra 1971 arbejdede regimentet »Apulum« fra Alba Iulia på nordskråningen, og i 1973 overtog et pontonregiment fra Turnu Măgurele strækningen omkring søen. I alt arbejdede omkring tre tusind soldater på vejen sammen med hundredvis af civile, der blev lokket til med lønninger, som var høje efter tidens forhold. De arbejdede i tre skift, og de arbejdede hele vinteren igennem.

De tal, der er overleveret, lyder som tal fra et stenbrud. Omkring fire millioner kubikmeter sten og jord blev flyttet. AGERPRES opregner hundrede bulldozere, tres gravemaskiner, to hundrede kompressorer og tre hundrede tunge lastbiler på byggepladsen. Én bulldozer kunne slet ikke køres derop: Den lokale avis Tribuna skriver, at den blev skåret i stykker med en skærebrænder, båret op ad bjerget stykke for stykke og samlet igen oppe på toppen.

Hvor meget sprængstof der gik til, afhænger af, hvem man spørger. I den rumænske presse cirkulerer tal på 6.000 og 6.520 tons, men ingen af de artikler, der bringer dem, henviser til det dokument, tallene stammer fra.

Den 16. august 1971 mødtes de to hold, der havde arbejdet sig frem fra hver sin side, på et sted, der kaldes Poarta Întâlnirii – Mødeporten. Mellem 1972 og 1974 drev de en tunnel under hovedkammen. Den er 884, 887 eller 889 meter lang, afhængigt af kilden, og ifølge Digi FM Rumæniens længste vejtunnel gennem et bjerg.

Prisen

Bjerget gav ikke let efter. På kammen blev der målt vindstød på 120 km/t. Laviner i vintrene 1972 og 1973 rev en kompressor, to bulldozere, en vejhøvl og en vejtromle med sig.

De rev også mænd med sig. I en meddelelse fra juli 2009 opgjorde forsvarsministeriet tabene til »næsten 40 døde og lige så mange sårede«. Ikke alle beretninger stemmer overens: Den pensionerede oberst Vasile Dabu har ifølge Digi FM sagt, at der officielt omkom syv mand, og at det reelle tal var højere. Rygter om hundredvis af dødsfald har verseret i årtier. Vi har ikke kunnet finde noget dokument, der understøtter dem.

Endnu en detalje er værd at gentage, fordi den passer så dårligt til billedet af ham. Ifølge general Nicolae Mazilu, som Adevărul har citeret, foreslog Ceaușescus inderkreds at opkalde vejen efter ham, og Elena Ceaușescu pressede på for, at han skulle sige ja. Han sagde nej. Asfalteringen blev i øvrigt først færdig i 1980.

Vejen, du kører i dag

DN7C er i alt omkring 150 kilometer lang, men når folk siger »Transfăgărășan«, mener de den cirka 90 kilometer lange bjergstrækning, der blev bygget i 1970’erne. Den stiger til lidt over 2.000 meter – kilderne angiver det højeste punkt til alt mellem 2.034 og 2.044 meter – og undervejs kører man over 27 eller 28 broer og viadukter.

Bjergets to sider giver to vidt forskellige køreture. Fra nord klatrer vejen op gennem en nøgen gletsjerdal i hårnålesving stablet oven på hinanden, som man kan overskue på én gang fra toppen – det er den udsigt, de fleste billeder af vejen viser. Fra syd, fra Curtea de Argeș, venter en roligere times kørsel gennem skov og forbi Vidraru-dæmningen, før stigningen begynder.

I 2009 kom BBC’s Top Gear til Rumænien på jagt efter verdens bedste vej at køre på og rejste hjem igen efter at have kåret Transfăgărășan til netop det – en titel, programmet tidligere havde givet Stelviopasset i Italien.

Sne det meste af året

Den øverste strækning er en sommervej. Kammen er snedækket mere end 220 dage om året, og strækningen mellem Piscu Negru på sydsiden og Bâlea Cascadă på nordsiden lukkes hvert efterår på grund af »kraftigt snefald, snestorme og hyppige laviner«, som vejmyndigheden CNAIR formulerer det. I 2025 blev den lukket den 20. oktober; i 2026 genåbnede den den 12. juni.

Borgen over vejen

På den sydlige tilkørsel fører en trappe med 1.480 betontrin fra vejen op til ruinerne af Poenari-fæstningen på en klippetop 850 meter oppe. Argeș Amtsmuseum daterer fæstningens første tårn til første halvdel af det fjortende århundrede; det blev sandsynligvis bygget af de tidlige Basarab-fyrster. Borgen blev genopbygget og udvidet af Vlad III – Vlad Țepeș, Spidderen – der ifølge krøniken satte byens borgere til at udføre byggearbejdet som straf.

Poenari genåbnede i april 2025 efter bevaringsarbejdet. Ifølge amtsrådet er der åbent alle dage fra kl. 10 til 18, og sidste opstigning er kl. 17.

Før du tager af sted

Giv ikke bjørnene mad. Bjørnene kommer helt ned til vejen her, og det er fodringen, der får dem til at miste frygten for mennesker – præcis det, som den rumænske regerings definition af en »tilvænnet« bjørn beskriver. I november 2025 hævede regeringen bøden for at fodre en vild bjørn til mellem 10.000 og 30.000 lei. Politi, gendarmer og miljøinspektører har gennemført fælles kontroller på en 15 kilometer lang strækning af vejen og givet bilister bøder for at fodre bjørne og for at holde ind, hvor det ikke er tilladt.

Kør tidligt. Vejen er smal, det går langsomt, og du vil gerne have tid til at gøre holdt undervejs.

Tjek, før du kører. Åbnings- og lukkedatoerne rykker sig efter sneen. Vejmyndigheden offentliggør dem hvert år, og de datoer, vi holder øje med, står i boksen øverst på denne side.

Kør den i begge retninger, hvis du kan. Den nordlige stigning er den berømte, men sydsiden – skoven, dæmningen, borgen – er en helt anden vej og vel tiden værd.