Stelvio: kejserens vej over Alperne

Østrig byggede den, så landets hære kunne nå Milano uden at krydse Schweiz. Den blev frontlinje i 1915, en Giro-legende i 1953 – og i 2025 fyldte den to hundrede år.

Hårnålesvingene på den østlige rampe over Trafoi, maj 2025.
Hårnålesvingene på den østlige rampe over Trafoi, maj 2025.Foto: kallerna · CC BY-SA 4.0

Den 26. juni 1820 begyndte arbejdet på en vej, som Kejserriget Østrig ville have af én grund: for at kunne færdes mellem Milano og Wien uden at krydse andre landes territorium. Efter Wienerkongressen tilhørte Lombardiet habsburgerne, men de gamle ruter over Alperne gik gennem Graubünden – og Graubünden var nu en del af Schweiz. Løsningen var at gå lige over toppen, i 2.757 meters højde, under Ortler.

To hundrede år senere er Stelvio en sommerlegeplads for cyklister, motorcyklister og folk, der har set vejen i fjernsynet. Den blev bygget som militærvej, og i tre et halvt år under Første Verdenskrig var den frontlinje.

En kejsers vej

Kejser Frans I gav ved dekret ordre til vejen den 30. september 1817, skriver Cristina Pedrana Proh i det italienske fagtidsskrift Strade & Autostrade; det britiske magasin Top Gear daterer i en lang artikel i anledning af vejens tohundredeårsjubilæum dekretet til 1818. Manden, der tegnede den, var Carlo Donegani, en højtstående statsingeniør, som senere blev ingeniør af første klasse i provinsen Sondrio. Han fik officielt overdraget den lombardiske strækning den 14. august 1818 og afleverede det samlede projekt den 1. maj 1819.

Stelviovejen under Ortler og dens gletsjer, et fotokromtryk fra 1890–1900.
Stelviovejen under Ortler og dens gletsjer, et fotokromtryk fra 1890–1900.Foto: Photochrom Print Collection · Public domain · 1890–1900

Det var en militærvej, og det kan man se. Top Gear skriver, at vejen blev bygget mindst 5,5 meter bred (Strade & Autostrade, der bygger på det oprindelige projekt, angiver 5 meter), at den sjældent stiger mere end 10 procent, og at svingene blev tegnet, så kanonvogne og hestespand kunne komme rundt i dem. I sine egne noter, som Politecnico di Milano citerer i en udstilling om ham, krævede Donegani en vendeplads på 14 til 16 meter i diameter, »ikke mindre«, i hvert hårnålesving.

Ifølge Top Gear omfattede Doneganis første plan for den tyrolske side 61 hårnålesving, heriblandt en stige af 22 sving lige op ad klippevæggen for enden af dalen, så vejen kunne holdes væk fra lavinerne. Der var ikke nok klippe til de støttemure, planen krævede, så vejen blev flyttet over på dalens nordside – færre sving, større lavinefare. Resultatet blev de 48 hårnålesving, som i dag er nummererede.

Byggeriet

Hvor mange mænd der byggede vejen, afhænger af, hvilken kilde man læser. En lokalhistorisk hjemmeside fra Valtellina nævner omkring 2.500, da der var mest travlt; Top Gear tæller 1.500 arbejdere alene på den tyrolske side; Strade & Autostrade beskriver hundredvis af arbejdere fra Piemonte, ansat af entreprenøren Poli & Talacchini.

Også slutdatoen er omstridt. Ifølge Strade & Autostrade fandt den officielle inspektion af vejen sted i september 1824 (tidsskriftets biografi om Donegani siger 1825); Milano-avisen Il Giorno sætter indvielsen til den 6. juli 1825. Top Gear skriver, at den lombardiske stigning fra Bormio stod færdig i 1822, og at den tyrolske side tog tre år mere.

Der er til gengæld enighed om, at Donegani ville have vejen holdt åben hele året. Vejarbejdere, såkaldte rotteri, der boede i små huse på passet og på Spondalunga, skulle holde den fri for sne. Ifølge Il Giorno kørte der i 1831 en diligence fra Milano: 64 timer til Bormio, 125 timer til Landeck.

En firspændt postvogn ved Stelvio, vendt mod Ortler, 1909.
En firspændt postvogn ved Stelvio, vendt mod Ortler, 1909.Foto: Arthur Wehrli (1876-1915) · Public domain · 1909

Med vejen kom de rejsende. En tur over Stelvio i vogn blev en del af Grand Tour, og Top Gear beskriver, at Grand Hotel i Trafoi ved foden af den østlige rampe havde sit eget orkester og et mørkekammer til gæsternes fotografier. På toppen lå Hotel Ferdinandshöhe.

Ferdinandshöhe på toppen af passet, et fotokromtryk fra 1890–1900.
Ferdinandshöhe på toppen af passet, et fotokromtryk fra 1890–1900.Foto: Photochrom Print Collection · Public domain · 1890–1900
Pasvejen set fra Payerhütte, 1909.
Pasvejen set fra Payerhütte, 1909.Foto: Arthur Wehrli (1876-1915) · Public domain · 1909

Frontlinjen

I 1914 lå passet der, hvor Østrig-Ungarn, Italien og det neutrale Schweiz mødtes. Da Italien gik ind i krigen i maj 1915, begyndte frontlinjen her, ved Ortler–Cevedale-massivet.

Ifølge den schweiziske forening, der vedligeholder krigsstillingerne, beskød østrigsk artilleri den 4. juni 1915 Monte Scorluzzo, den omkring 3.090 meter høje top, der rejser sig over passet. Italienerne trak sig tilbage, og gendarmerikaptajn Andreas Steiner besatte toppen uden kamp med omkring fyrre mand fordelt på tre grupper. Den forblev i østrigske hænder til krigens slutning. Schweiziske soldater bemandede en post på Umbrail.

Østrigske skyttegrave på passet med front mod de italienske stillinger på Forcola og Punta di Rims.
Østrigske skyttegrave på passet med front mod de italienske stillinger på Forcola og Punta di Rims.Foto: K.u.k. Kriegspressequartier, Lichtbildstelle - Wien · Public domain · 1914–1918

Den østrigske hærs egne pressefotografer dokumenterede, hvad der skete med passet. Deres billeder viser Hotel Ferdinandshöhe og en italiensk carabinieri-kaserne, begge skudt i stykker. Det neutrale Schweiz satte også sit præg på kampene. Ifølge den schweiziske forening kunne italienske kanoner have nået de østrigske stillinger på passet og helt ned til Trafoi, men sådanne skud ville have krænket Schweiz’ neutralitet, og efter protester skete det kun meget sjældent. Stelvio Nationalpark har arrangeret guidede ture til krigsstillingerne.

Hotel Ferdinandshöhe på passet efter beskydning under Første Verdenskrig.
Hotel Ferdinandshöhe på passet efter beskydning under Første Verdenskrig.Foto: K.u.k. Kriegspressequartier, Lichtbildstelle - Wien · Public domain · 1914–1918
Den østrigske general Roth sammen med schweiziske officerer på passet, hvor tre lande mødtes.
Den østrigske general Roth sammen med schweiziske officerer på passet, hvor tre lande mødtes.Foto: K.u.k. Kriegspressequartier, Lichtbildstelle - Wien · Public domain · 1914–1918

Coppi og et tv-program

Den 1. juni 1953 kørte Giro d’Italia for første gang op ad Stelvio, på næstsidste etape fra Bolzano til Bormio. Fausto Coppi startede dagen 1 minut og 59 sekunder efter den samlede fører, schweizeren Hugo Koblet. Ifølge Giroens egen historik passerede Coppi toppen alene – 2 minutter og 48 sekunder foran Gino Bartali og 4 minutter og 25 sekunder foran Koblet – og vandt både etapen og sit femte Giro. Samme historik kalder Stelvio løbets mest ikoniske Cima Coppi, det navn, løbet giver det højeste punkt i hver udgave.

I 2008 udråbte Top Gear Stelvio til »den bedste bilvej på planeten«. I jubilæumsartiklen fra 2025 tager magasinet det i sig igen: »det er den ikke og har aldrig været det«.

Op og over

Passet ligger i 2.757 meters højde – det tal, som Giroen og ANAS, den italienske vejmyndighed, bruger; 2.758 meter ses også. Ifølge Strade & Autostrade var vejen fra Bormio til toppen 20,4 kilometer lang i det oprindelige projekt. På Bormio-siden fører en afgrening på kun 0,2 kilometer til Umbrailpasset i 2.503 meters højde og videre ned i Schweiz; ANAS åbner og lukker den i samarbejde med de schweiziske myndigheder.

Den østlige rampe og Berghotel Franzenshöhe, maj 2025.
Den østlige rampe og Berghotel Franzenshöhe, maj 2025.Foto: kallerna · CC BY-SA 4.0

I 2025 fyldte vejen to hundrede år. Lombardiet, Sydtyrol og schweiziske Val Müstair fejrede jubilæet i fællesskab, og de vigtigste arrangementer var planlagt til den 5. og 6. juli – to hundrede år efter den dato, Il Giorno angiver for indvielsen.

Før du tager af sted

Sæson. Passet er lukket om vinteren og åbner, når sneen er ryddet. I 2026 meddelte ANAS, at den lombardiske side og Umbrail ville genåbne kl. 10.00 den 22. maj, samtidig med den sydtyrolske side. I 2024 regnede provinsen Bolzano først med at kunne åbne sin side i weekenden den 22.–23. juni, fordi snerydningen havde været vanskeligere end normalt. Lukningen afhænger af vejret. I 2024 lukkede den lombardiske side og Umbrail den 4. november; provinsen Bolzano holdt sin side åben til om eftermiddagen den 18. november, hvilket ifølge provinsen var længere end normalt, takket være et usædvanlig varmt år. Tjek den aktuelle status, før du kører.

Cyklisternes dag. På Stelvio Bike Day er vejen fra Trafoi til toppen lukket for motorkøretøjer fra kl. 08.00 til 16.00; også stigningerne fra Bormio og fra Santa Maria over Umbrail er med på dagen. I 2026 talte nationalparken 18.600 cyklister. Næste udgave finder sted den 28. august 2027.

Skiløb om sommeren. Oven for passet ligger et sommerskiområde; operatøren planlagde sæsonen 2026 til at vare fra den 30. maj til den 1. november.

Kør den selv

Ruten dag for dag, de reelle udgifter og hvor du kan sove står i rejseplanen. Ruteplanlæggeren tegner den på kortet, uanset hvor du starter.

Kilder

  1. Strade & Autostrade — La strada dello Stelvio 1820–1825 (Cristina Pedrana Proh)
  2. Politecnico di Milano — Carlo Donegani Engineer. The Stelvio road 1820–1825
  3. Il Giorno — Duecento anni della strada dello Stelvio
  4. Top Gear — Happy birthday Stelvio (2025)
  5. Valtellina Mobile — Quando 2500 uomini costruirono l'impossibile
  6. Stelvio-Umbrail 14/18 — Scorluzzo
  7. Storia e Memoria di Bologna — La guerra sulle Alpi 1915
  8. Giro d'Italia — Stelvio
  9. Gazzetta delle Valli — Riaprono il passo dello Stelvio e il passo Umbrail (2026)
  10. Gazzetta delle Valli — Chiude il passo dello Stelvio (2024)
  11. Provincia di Bolzano — Stilfser-Joch-Straße öffnet voraussichtlich am Wochenende (2024)
  12. Provincia di Bolzano — Chiusura invernale per i passi Stelvio, Rombo e Stalle (2024)
  13. Stelvio National Park — Stelvio Bike Day
  14. Passo dello Stelvio summer ski area

Alle fakta i denne historie kommer fra kilderne ovenfor. Hvor de er uenige, står det i teksten. Har du fundet en fejl? Skriv til hello@roadcutco.com.

Flere vejhistorier