Den Store Dolomitvej: bygget til soldater og hotelgæster, siden en frontlinje

I september 1909 blev et selskab af gæster kørt fra Bozen til Cortina d’Ampezzo ad en vej, der netop var blevet færdig. En koncert i Cortina var lagt, så den faldt sammen med Alpenglühen, aftenlyset på tinderne. Ceremonien næste morgen begyndte klokken otte, så efterårståagen ville have lettet, når gæsterne ankom. Pressen var inviteret, og reportagerne var begejstrede: »en bekvem, bred, kunstigt anlagt vej«, 141 kilometer lang, der førte ind i »den storslåede Eggental-kløft, en vild slugt af porfyr«.

Den Store Dolomitvej – Große Dolomitenstraße, Grande Strada delle Dolomiti – var på én gang et ingeniørarbejde, et militært projekt og en markedsføringskampagne for hoteller. Seks år senere var en del af den en slagmark.

Først en soldatervej

Historien begynder med en tabt krig. I 1866 afstod Østrig Venetien og dermed den eneste jernbane mellem Wien og Bozen, der gik over østrigsk jord. Den linje, der afløste den, gennem Pustertal, stod færdig i 1871 og løb ubehageligt tæt på den nye italienske grænse. Hæren ville have veje ind i Dolomitterne fra nord for at beskytte den.

Historikeren Christoph Pöll fra Innsbrucks Universitet, hvis undersøgelse af vejens tilblivelse er den mest detaljerede, vi har fundet, læser beviserne i selve vejen: Dens gennemsnitlige stigninger på seks til syv procent er beskedne for en bjergvej, og beskedne stigninger er netop, hvad der skal til, hvis heste skal trække artilleri og forsyninger op ad den.

Og så en hotelejers

Hæren ville have vejen. Turistbranchen fik den gennemført. Fra midten af 1890’erne førte Bozen- og Meran-afdelingerne af den tyske og østrigske alpeklub kampagne for den, og i slutningen af årtiet fik de følgeskab af en lobby omkring én mand: Theodor Christomannos, en advokat i Meran, der byggede et luksushotel ved Karerpass.

I 1897 blev de manglende strækninger føjet til det tyrolske vejbygningsprogram. Pordoi-vejen blev bygget fra 1900 til 1905, strækningen fra Buchenstein til Arabba fra 1900 til 1904. Falzarego, den sværeste del, blev først åbnet for trafik i 1909, og med den hele vejen.

Precis hvornår er mindre sikkert, end man skulle tro. Pöll placerer åbningsceremonien om morgenen den 11. september 1909 efter en aften med festligheder i Cortina; andre kilder angiver den 13. september, som er den dato, hvor en af de store avisreportager udkom.

Christomannos’ hotel fortæller, hvad vejen var til for. Ifølge Pöll, der henviser til datidens rejsehåndbøger, havde Karersee Hotel 180 værelser med elektrisk lys og varme, elevatorer, musiksalon, læsesal, billardstue og vinkælder – og biludflugter til Bozen og Cortina kunne bestilles i receptionen. I 1910 havde Cortinas største hoteller over 430 senge i en landsby med omkring tusind indbyggere. De nye hoteller blev indrettet efter bilen: garager, værksteder, brændstof, og i Toblach, Bozen og Cortina kunne man leje en bil med chauffør.

Ikke alle kørte selv. I 1910 tog turen fra Bozen til Cortina omkring ni timer med postbilen og omkring tre dage med hestevogn. Allerede i 1914 rådede rejsehåndbøgerne bilister til at køre langsomt, blandt andet fordi der blev drevet kvæg ad vejen.

Christomannos fik ikke meget at se af det, han havde skabt. Han døde i 1911.

Frontlinjen

I 1915 nåede krigen mellem Italien og Østrig-Ungarn Dolomitterne, og Den Store Dolomitvej blev med Lagazuoi-frilandsmuseets ord »flere steder krydset af frontlinjen og dermed brugt til krigsformål«.

Falzarego-passet blev ingenmandsland mellem de to fronter. De første italienske angreb kom den 5. juli 1915. Den italienske fremrykning gik i stå ved Valparola-passet; den 20. oktober 1915 besatte alpinitropper en afsats midt på Piccolo Lagazuois bjergvæg, og bjergkrigen blev til en krig under jorden. Fem miner blev sprængt på Lagazuoi, fire østrigske og én italiensk. Den italienske gik af den 20. juni 1917 for enden af en tunnel på næsten en kilometer.

I nærheden blev der kæmpet om Col di Lana i månedsvis. Den 18. april 1916 indtog italienske tropper toppen efter sprængningen af en mine på 5.500 kilo. Krigsmuseet i Cortina angiver prisen ud fra det italienske krigsministeriums optegnelser: 2.495 dræbte italienske soldater, 1.018 savnede eller taget til fange og 8.478 sårede. Omkring 1.600 østrig-ungarske og tyske soldater døde også dér.

Dolomitfronten endte ikke i et slag, men i et tilbagetog: Efter nederlaget ved Caporetto opgav den italienske hær den den 1. november 1917.

Efter krigen kom Sydtyrol under Italien. Vejen blev liggende, men som Pöll bemærker, gled den ud af den østrigske erindring sammen med den luksusrejsekultur, der havde betalt for den.

Vejen i dag

I dag går den klassiske rute omkring 110 kilometer fra Bolzano til Cortina. Den stiger op fra Bolzano gennem Eggental-kløften, passerer Karersee – Lago di Carezza – og krydser tre pas: Costalunga eller Karerpass i 1.745 meters højde, Pordoi i 2.239 meter og Falzarego i 2.105 meter (nogle kilder angiver 2.109). Strækningen fra Canazei til Cortina har nummeret SS48 på italienske kort.

Siden den 26. juni 2009 – næsten præcis hundrede år efter vejens åbning – har Dolomitterne været på UNESCO’s verdensarvsliste for »deres landskabs skønhed og enestående karakter og deres geologiske og geomorfologiske betydning«. Tre af de ni beskyttede bjerggrupper grænser op til vejen: Rosengarten og Latemar over Carezza, Marmolada, som ses fra Pordoi, og Tofane over Falzarego.

Værd at vide

Ørnen på Rosengarten. Christomannos har et monument, som de fleste bilister aldrig ser: en bronzeørn i omkring 2.300 meters højde på Hirzlweg under Rosengarten. Originalen fra 1912 er forsvundet. Den ørn, der står der i dag, blev lavet af billedhuggeren Maria Delago og afsløret den 12. juli 1959; den gik i stykker på vej op ad bjerget, og hun reparerede den på det sted, hvor den står nu.

Den falske konge. Til Falzaregos navn knytter der sig en legende: en konge, der forrådte sit folk, fautzo rego, og som blev forvandlet til sten i Lagazuois klippevægge. Sprogforskerne har en mere prosaisk forklaring – det ladinske ord for en segl, som henviser til slåningen af engene. Passet har også en sportslig fodnote: Fausto Coppi slog Gino Bartali her under Giro d’Italia i 1946.

Man kan gå gennem krigen. Den italienske minetunnel på Lagazuoi er åben for besøgende: over en kilometer lang med et fald på 639 meter, og hjelm, pandelampe og handsker er påkrævet. Det almindelige er at tage svævebanen op fra Falzarego og gå ned gennem tunnelen – to en halv til tre timer i alt ifølge museet, og et godt valg en dag med dårligt vejr.

Før du tager af sted

To svævebaner. På Pordoi kører Sass Pordoi-svævebanen op til 2.950 meter på fire minutter; i 2026 kører den fra 14. maj til 1. november, og en returbillet koster 32 €. Lagazuoi-svævebanen ved Falzarego kører fra 6. juni til 18. oktober i 2026, hvert kvarter, med sidste afgang op kl. 16:40.

Trafikken over passene kan blive begrænset. Sydtyrol har undersøgt muligheden for at begrænse trafikken over Dolomitpassene, begyndende med Gardena-passet, som ikke ligger på denne rute. Pr. august 2026 er der ingen restriktioner; en test under virkelige forhold skal afgøre, om en trafikdæmpningszone kan indføres i sommeren 2027. Vi har ikke fundet nogen officiel meddelelse om Pordoi eller Falzarego.

Ruten. Ruten dag for dag, hvor man kan overnatte, og hvad turen koster, finder du i vores tredages rejseplan, som der er link til nedenfor.