Deltaværkerne: vejen oven på svaret

Lørdag aften den 31. januar 1953 rasede en kraftig storm fra nordvest over Zeeland. Ved halv elleve-tiden skulle det have været lavvande. Det var det ikke. Det var springflod, vinden havde stuvet Nordsøens vand op, og vandstanden lå stadig ved højvandsmærket. Ved halv fire-tiden om natten nåede vandet ifølge Zeeuwse Ankers, Zeeland-bibliotekets kulturarvsside, 455 centimeter over NAP, det nederlandske referenceniveau – omkring tre meter over almindeligt højvande.

Da søndagen var omme, var 1.836 mennesker druknet i Nederlandene. De veje, der i dag løber sydvest fra Rotterdam gennem Zeeland, går oven på det, som landet byggede for at forhindre, at det skete igen.

Natten den 31. januar

Digerne brast over hele øerne. Alene i Zeeland tæller Zeeuwse Ankers 125 oversvømmede poldere, næsten 40.000 hektar, 38 kilometer beskadiget dige og 3,5 kilometer digebrud, hvor tidevandet nu strømmede ind og ud. På landsplan opgør Canon van Nederland det oversvømmede areal til 200.000 hektar.

Om søndagen faldt vandet knap nok. Det andet højvande, om eftermiddagen, nåede endnu højere op end det første. På Schouwen-Duiveland, hvor 534 mennesker omkom, druknede mange af dem ved det andet højvande. Alene på Duiveland opgør Zeeuwse Ankers antallet af døde til 289 i Nieuwerkerk, 91 i Ouwerkerk og 65 i Oosterland.

Det tal, som Watersnoodmuseum og Canon van Nederland er enige om, er 1.836 døde samt titusinder af dyr. Zeeuwse Ankers angiver »omkring 1.835«, heraf 873 i Zeeland, 686 i Sydholland og 254 i Nordbrabant. Ifølge museet måtte omkring 72.000 mennesker forlade deres hjem i lang tid. Belgien, Storbritannien, USA, Canada, Frankrig og Sverige sendte soldater og materiel.

Det tog det meste af året at lukke digebruddene. Det sidste og største var ved Ouwerkerk. Natten mellem den 6. og 7. november 1953 blev det lukket med fire sænkekasser – enorme betonkasser, der blev sænket ned i hullet. De står der stadig og huser i dag Watersnoodmuseum.

Luk havet ude

Planen til et svar var ældre end katastrofen. Ifølge Canon van Nederland indsendte vandbygningsingeniøren Johan van Veen sin plan for deltaet til ministeriet for offentlige arbejder i slutningen af januar 1953 – få dage før oversvømmelsen.

Mindre end tre uger efter oversvømmelsen, den 21. februar 1953, nedsatte regeringen en Deltakommission ledet af A.G. Maris, generaldirektør for Rijkswaterstaat. Kommissionens første anbefaling kom den 26. maj 1953, den sidste den 18. oktober 1955. Den 8. maj 1958 underskrev dronning Juliana Deltaloven. Idéen var på én gang enkel og enorm: at lukke havarmene i sydvest – undtagen Westerschelde og Nieuwe Waterweg, med Andere Tijdens ord de økonomiske pulsårer – og forstærke digerne bag dem.

Rijkswaterstaat opgør i dag Deltaværkerne til fem stormflodsbarrierer, to slusekomplekser og seks dæmninger, bygget i løbet af 43 år, fra 1954 til 1997.

Over dæmningerne

Syd for Rotterdam møder vejen den første af dem. Haringvlietsluserne, bygget mellem 1956 og 1970, lukker Haringvliet af mellem Voorne-Putten og Goeree-Overflakkee. De er en kilometer lange og har 17 åbninger, hver 56,5 meter brede, og 34 porte, og ifølge Rijkswaterstaat leder de op til 70 procent af det vand fra Rhinen og Maas, der når frem til dem, ud i havet – omkring 30 milliarder kubikmeter om året. Siden 2018 er portene blevet sat på klem, når tidevandet løber ind, så laks, ål og havørred igen kan svømme op ad floderne.

Dernæst følger Brouwersdam mellem Goeree og Schouwen-Duiveland med N57 hen over dæmningen. Rijkswaterstaat angiver længden til 6,5 kilometer og byggeperioden til 1962 til 1971; Zeeuws Archief, provinsarkivet, lader arbejdet begynde i 1963 og daterer åbningen af vejen over dæmningen til den 30. juni 1972. På den ene side ligger Nordsøen, på den anden Grevelingenmeer – 11.000 hektar og ifølge Rijkswaterstaat Vesteuropas største saltvandssø. Den lukkede sø viste sig alligevel at have brug for havet: I 1978 blev Brouwerssluis åbnet for at lukke saltvand ind igen.

Kampen om Oosterschelde

Ifølge Deltaplanen skulle også Oosterschelde lukkes med en fast dæmning. Arbejdet gik i gang. Ifølge Zeeuwse Ankers blev sandbanker i mundingen bygget op til øer – Roggenplaat i 1969, Neeltje Jans i 1970 og Noordland i 1971.

Men lukkede man Oosterschelde, forsvandt tidevandet, og uden tidevand var der ingen fremtid for østers, muslinger og fiskere. I januar 1968 blev Studiegroep Oosterschelde dannet. Den samlede fiskeriorganisationer, østersavlere, miljøforkæmpere og jurister, og i Yerseke fulgte Actiegroep Oosterschelde Open. Ifølge Andere Tijden, historieprogrammet på nederlandsk public service-tv, bestilte Joop den Uyls regering, der tiltrådte i 1973, en undersøgelse af et alternativ.

Arbejdet blev standset. Ifølge Zeeuwse Ankers forkastede Tweede Kamer, parlamentets underhus, i 1974 med 75 stemmer mod 67 et forslag fra det antirevolutionære parlamentsmedlem M. Schakel om at lukke Oosterschelde med en fast dæmning. I 1976 faldt den endelige beslutning: De resterende fire kilometer skulle have porte, der kun lukkede under ekstreme forhold. Oosterschelde forblev salt og beholdt sit tidevand.

Til gengæld var den langt sværere at bygge. Barrieren står på 65 præfabrikerede betonpiller. Hver af dem tog halvandet år at fremstille, og hver anden uge blev en ny påbegyndt på Neeltje Jans, der voksede til en arbejdsø på over 200 hektar med eget kraftværk og egen betonfabrik. Andere Tijden opgør den endelige pris til 7,8 milliarder gylden – seks gange prisen på en fast dæmning.

Ni kilometer porte

Den 4. oktober 1986 åbnede dronning Beatrix barrieren. Zeeuwse Ankers gengiver hendes ord: »Stormflodsbarrieren er lukket. Deltaværkerne er fuldført.« Helt færdige var de nu ikke: Maeslantkering, barrieren i Nieuwe Waterweg ved Hoek van Holland, fulgte i 1997, og Rijkswaterstaat regner den som det sidste af Deltaværkerne.

Rijkswaterstaat angiver Oosterscheldekerings længde til ni kilometer. Mellem pillerne hænger 62 stålporte, hver 42 meter bred og mellem seks og tolv meter høj. De står næsten altid åbne. Når vandet ventes at nå tre meter over NAP, lukkes barrieren: alle 62 porte med et tryk på en knap i kontrolcentret i Topshuis på Neeltje Jans. Lukningen tager omkring 75 minutter.

Ifølge Rijkswaterstaat lukker barrieren i gennemsnit én gang om året på grund af højvande. Da den fyldte 35 i oktober 2021, havde Omroep Zeeland talt 28 lukninger siden 1986 og meldte, at den vil komme til at lukke oftere, efterhånden som havet stiger. Maskineriet er efterhånden gammelt: Rijkswaterstaat er i gang med at renovere de hydrauliske cylindre og de bjælker, der bevæger portene, og som har været i brug i mere end 35 år.

N57 løber hen over barrieren med en cykel- og gangsti ved siden af. Neeltje Jans, den gamle arbejdsø, er i dag en del af nationalparken Oosterschelde og har udsigtspunkter over barrieren. Længere fremme krydser ruten igen Oosterschelde, denne gang ad Zeelandbrug. Broen er lidt over 5.022 meter lang og blev åbnet af dronning Juliana den 15. december 1965 – hun betalte en rijksdaalder i bropenge ved bommen – og var indtil 1972 Europas længste bro.

Ved Veere, hvor rejseplanens anden dag slutter, er Deltaværkerne endnu ældre. Veerse Gatdam, der strækker sig 2,8 kilometer mellem Noord-Beveland og Walcheren, blev lukket den 27. april 1961, da syv sænkekasser blev sænket ned i det sidste hul, og vejen over dæmningen åbnede i oktober samme år. Bag dæmningen blev den tidligere havarm til Veerse Meer, en sø for sejlere og feriegæster.

Før du tager af sted

Museet. Watersnoodmuseum ligger i de fire sænkekasser ved Ouwerkerk på Schouwen-Duiveland, en kort køretur fra Zierikzee, hvor rejseplanens første dag slutter.

Barrieren. Ifølge Rijkswaterstaat er der fri adgang til Oosterscheldekering, og nationalparken på Neeltje Jans har udsigtspunkter over den. Deltapark Neeltje Jans, en forlystelsespark på den gamle arbejdsø, arrangerer besøg på selve barrieren.

Korte lukninger. Under renoveringen lukker Rijkswaterstaat N57 mellem De Banjaard og Westenschouwen i omkring en halv time ad gangen, mens maskineriet løftes ind eller ud – i august 2026 eksempelvis på fire dage mellem kl. 09.00 og 15.00. Trafikken bliver omdirigeret ad Zeelandbrug (N256), hvilket kan forlænge turen med omkring 30 minutter. Rijkswaterstaat varsler lukningerne; tjek zeelandbereikbaar.nl, før du kører over.

Arbejdssæson. Rijkswaterstaat udfører vedligeholdelse på barrieren fra april til september, uden for stormsæsonen.