Atlanterhavsvejen: otte kilometer hen over skærene

Den 7. juli 1989 klippede trafikminister William Engseth snoren over på en vej, som mange havde argumenteret imod. Den løb 8.274 meter fra Vevang på fastlandet til Averøya, øen på den anden side af Kornstadfjordens munding, og sprang fra holm til holm og fra skær til skær på stendæmninger og broer. Den afløste færgen mellem Ørjavik og Tøvik. Den fik navnet Atlanterhavsvegen – Atlanterhavsvejen.

Havet, den vender ud mod, er Hustadvika, et stykke åben kyst, som motorjournalisterne på Klikk i en artikel om vejens historie kalder et af de farligste farvande i Norge. I 2019 mistede krydstogtskibet Viking Sky med 1.373 mennesker om bord motorkraften her i dårligt vejr. En stille sommerdag er vejen en behagelig tur mellem to små byer. I storm fra nordvest er den noget helt andet.

En jernbane, der aldrig kom

Linjen hen over øerne blev først trukket for en jernbane. I begyndelsen af det 20. århundrede var der planer om en bane langs denne kyst; ifølge Wikipedia valgte fylkestinget i 1921 en ydre linjeføring, og i 1935 valgte Stortinget i stedet en bane til Åndalsnes. Lokalhistoriewiki, den norske wiki for lokalhistorie, oplyser, at jernbaneplanerne for strækningen det år blev skrinlagt for altid.

Idéen vendte tilbage som en vej. Planlægningen begyndte i 1970’erne, og et selskab til at opkræve vejafgiften, Atlanterhavsveien AS, blev stiftet i 1970.

Vedtaget med én stemme

Ikke alle ønskede den. Klikk skriver, at vejdirektøren i Møre og Romsdal ikke anbefalede projektet: Han ventede så lidt trafik, at afgiften knap ville kunne betale personalet i bomhuset. Miljøorganisationerne var skeptiske, og den lokale interesse var lunken. Fylkesudvalget vedtog projektet med én stemmes overvægt.

Arbejdet begyndte den 1. august 1983. Ifølge Klikk tog det seks år og tolv orkaner at gøre vejen færdig. Den kostede 122 millioner norske kroner i 1989-priser. Med henvisning til det regionale turistkontor skriver Wikipedia, at en fjerdedel blev lånt med sikkerhed i fremtidige afgiftsindtægter, en fjerdedel kom fra beskæftigelsesmidler og halvdelen fra statslige vejbevillinger.

Broerne

De fleste kilder – heriblandt Visit Norway og Store norske leksikon – siger, at vejen krydser otte broer. Officielt er der syv: Statens vegvesen, der driver vejen, regner Hulvågbrua som én bro med ét navn, men nogle tæller den som to, og det er formentlig derfra den ottende kommer. Da den norske kulturarvsmyndighed, Riksantikvaren, fredede vejen, nævnte fredningen syv, fra Klipabrua i vest til Litllauvøybrua i øst. Alle er af beton. Ifølge fredningen:

• Klipabrua (1985) er 119 meter lang og krydser Vevangstraumen.
• Hulvågbrua (1987) er 208 meter lang med ni spænd.
• Myrbærholmbrua (1987) er 87 meter lang. I 2010 kom der fiskebroer af stål til på begge sider.
• Storseisundbrua (1988) er 260 meter lang med tre spænd.
• Geitøybrua (1988) og Storlauvøybrua (1988) er begge 45 meter lange.
• Litllauvøybrua (1988) er 116 meter lang med fem spænd og en sejlhøjde på omkring 10 meter.

Fredningen kalder selve udformningen nøgtern: Kurver og sejlhøjder blev bestemt af funktionen. Det, der gør vejen spektakulær, er dens placering – helt ude ved kanten af det åbne hav, hvor den dels følger det flade land, dels svinger på dæmninger hen over holmene. Fredningens erklærede formål er at bevare vejen som et eksempel på en kystvej fra 1980’erne og at bevare oplevelsen af den både fra land og fra havet.

Storseisundbrua

Broen på billederne er Storseisundbrua. Riksantikvaren beskriver den som en fritfrembygget bro – bygget udad, sektion for sektion, uden understøtning nedefra, mens den blev rejst. Den stiger stejlt op til en sejlhøjde på omkring 23 meter, så større skibe kan passere under den. Set fra siden ser det ud, som om vejen klatrer op i himlen og holder op. Ifølge Fjord Norway er det det mest fotograferede sted på ruten.

I juni 2019 filmede et andet filmhold (second unit) på vejen til James Bond-filmen No Time to Die med en Aston Martin V8 Vantage, skrev fansitet MI6-HQ.

Betalt af fem år før tid

Vejdirektøren tog fejl af trafikken. Afgiften skulle have været opkrævet i femten år. Den blev fjernet i juni 1999, efter ti, fordi langt flere kørte på vejen end forudset. Klikk oplyser knap 605.000 passerende køretøjer i 2015 og 657.000 i 2019 – heraf 320.000 mellem maj og august.

I 2005 vandt vejen Århundrets byggverk, Norges »århundredets bygværk«, en offentlig afstemning, som NRK og byggebranchen arrangerede for at markere hundredåret for opløsningen af unionen med Sverige. Ifølge Teknisk Ukeblad fik den næsten en tredjedel af de mere end 40.000 stemmer, foran Svinesundbroerne, og kronprins Haakon overrakte prisen.

Stop undervejs

Atlanterhavsvejen er midtpunktet i en længere national turistvej, Nasjonale turistvegers Atlanterhavsvegen, der løber 36 km fra Bud til Kårvåg. Rastepladserne langs ruten er bygget til vejret.

På Eldhusøya, ved Storseisundbrua, løber en hævet gangsti rundt om holmen. Fjord Norway angiver længden til 550 meter; ifølge Nasjonale turistveger er den åben alle årets dage, ligesom toiletterne. Arkitekterne var Ghilardi+Hellsten. Ved Myrbærholmbrua fisker folk fra stålbroerne på begge sider af vejen. På Geitøya er der en stor parkeringsplads, korte gåture op til bakketoppene og en fiskesti under broen.

På strækningen mod Bud står udsigtsplatformen ved Askevågen for enden af en bølgebryder. Dens glasvægge skal ifølge Nasjonale turistveger beskytte mod vejr og sprøjt.

Når havet går over vejen

Turistorganisationerne sælger stormene lige så meget som sommeren. Visit Norway stiller en rolig sommertur op over for »en skumsprøjtet tur i en storm fra nordvest«. Fjord Norway skriver, at vejen er åben 365 dage om året, »og om vinteren er den måske allermest dramatisk«, og advarer om, at saltvand kan sprøjte ind over vejen under storme.

En gang imellem bliver vejen lukket. Den 25. januar 2008 var den ifølge lokalavisen Tidens Krav lukket et par timer under en storm – mest på grund af vinden tværs over kørebanen, som var farlig for større køretøjer, og mindre på grund af bølgerne. Den 29. januar 2016, under endnu en storm, skrev avisen, at Atlanterhavsvejen og alle broerne i Kristiansund var lukket.

Før du tager af sted

Ingen afgift. Selve vejen har været afgiftsfri siden juni 1999. I Atlanterhavstunnelen mellem Kristiansund og Averøy, der åbnede i slutningen af 2009, skulle man tidligere betale afgift – 102 kroner for en bil. Det sluttede den 1. juli 2020, da Norges sidste bemandede betalingsstation blev fjernet, skrev Teknisk Ukeblad.

Åben hele året. Vejen har ingen sæsonlukning. Tjek i stormvejr vejret og vejens status hos Statens vegvesen, før du kører, og regn med kraftig sidevind på broerne; Nasjonale turistveger advarer især cyklister.

Autocampere. Toiletter fra autocampere og campingvogne må ikke tømmes på rastepladsernes toiletter. Nasjonale turistveger nævner tømmestationer i Kårvåg, Vevang, Eide, Bud, Kristiansund og Molde.

Undervejs. På vores tredagesrute fra Kristiansund til Molde får Atlanterhavsvejen en hel dag for sig selv, mellem en overnatning på Averøy og turen videre til Molde.