Vejen langs Amalfikysten: en hylde hugget ud i klippen

Den 2. februar 2021, omkring klokken halv ti om morgenen, gav bjerget over Amalfi efter. Et jordskred løsnede sig fra Vagliendola-skråningen, styrtede ned over kystvejen ved Matteo Camera-tunnelen og rev en del af vejen med sig. Amalfi blev skåret over i to. Ni beboere blev evakueret med helikopter; ingen omkom. Vejen blev genåbnet den 24. april.

Der har man hele historien om vejen langs Amalfikysten i en nøddeskal: en smal hylde hugget ud i klippen, som binder byer sammen, der aldrig var tænkt til at have en vej.

Trapper og muldyrstier

Gennem det meste af deres historie vendte byerne på denne kyst ansigtet mod havet. Mellem det 9. og det 11. århundrede var Amalfi en sørepublik, og UNESCO, som optog kysten på verdensarvslisten i 1997, beskriver et landskab formet af denne magt og af »en sammensmeltning af østlige og vestlige påvirkninger«. Til lands brugte man trapper på de korte stræk og muldyrstier på de længere – UNESCO kalder dem de smalle bjergstier, der »historisk har forbundet gårde og landsbyer«. Turistportalen Discover Campania tilføjer, at det også var ad disse stier, folk flygtede ind i landet, når saracenerne gik i land.

En vej til en konges fødselsdag

De første egentlige planer dukkede op i det 18. århundrede og gjaldt en vej ind i landet via Agerola. I 1811 godkendte Joachim Murat, som Napoleon havde gjort til konge af Napoli, en vej fra Amalfi gennem Atrani og Minori til Maiori og derfra over bjergene via Tramonti og Chiunzi-passet mod Napoli. Arbejdet begyndte omkring 1815, men i 1820’erne var kun strækningen fra Amalfi til Maiori farbar.

Det afgørende valg blev truffet af bourbonerkongen Ferdinand II, som godkendte den billigere rute rundt om Capo d’Orso til Vietri og Salerno. Om tidspunktet er kilderne uenige. Den italienske Wikipedia angiver 1835 som året for hans beslutning, men skriver også, at arbejdet stod på fra 1832 til 1850; den lokale avis Il Vescovado skriver blot »mellem 1832 og 1850«. Åbningen er bedre dokumenteret: Både den italienske Wikipedia og skribenten Laura Thayer – sidstnævnte i en artikel om vejens jubilæum – daterer indvielsen af vejen fra Vietri til Amalfi til den 12. januar 1853, Ferdinand II’s fødselsdag. Ifølge Thayer hed vejen dengang Strada Ferdinandea della Costiera di Amalfi.

Vest for Amalfi kom vejen først senere. Thayer daterer forlængelsen til Positano og videre til Meta på Sorrento-siden til begyndelsen af 1890’erne; vi har ikke fundet andre kilder til den datering. De fotografer, der i de år solgte billeder fra Italien til de rejsende – blandt dem Giorgio Sommer i Napoli – tog den nye vej op som et af deres motiver.

I 1953, hundrede år efter åbningen, blev vejen statsvej: SS163 Amalfitana. Il Vescovado har bragt et fotografi fra sommeren 1962, hvor arbejdere gør vejbanen klar til asfaltering ved Laurito uden for Positano.

En vej uden plads

Amalfitana strækker sig over omkring halvtreds kilometer mellem Meta og Vietri sul Mare. ANAS, den italienske statslige vejmyndighed, oplyser, at to store køretøjer mange steder ikke kan passere hinanden, og at vejen nogle steder er under seks meter bred. Ved Furore krydser den mundingen af en smal kløft, Fiordo di Furore, på en bro omkring tredive meter over havet.

Furore er kendt som »byen, der ikke er der«, fordi husene ligger spredt ud over bjergsiden. Roberto Rossellini boede her og optog Amore med Anna Magnani, og i hendes tidligere hjem har byen indrettet et museum for hende.

Ved Atrani krydser vejen mundingen af Dragone-dalen på en række buer lige over stranden. Længere mod øst, rundt om Capo d’Orso, passerer den fyrtårnet på den strækning, bourbonerne valgte.

Lige og ulige

Fordi der ikke er plads nok på vejen, rationerer ANAS den. Ifølge ANAS’ forordning 340/2019, som bygger på mobilitetsaftaler indgået i præfekturet i Salerno, begrænses biltrafikken mellem Vietri sul Mare og Positano efter nummerpladens sidste ciffer. Reglen gælder fra kl. 10.00 til 18.00. Praianos kommune siger det ligeud: På lige datoer må biler, hvis nummerplade ender på et lige ciffer, ikke køre; på ulige datoer gælder det samme for ulige cifre. Nogle hjemmesider gengiver reglen omvendt – stol på kommunerne, ikke på dem.

Store turistbusser er omfattet af særskilte begrænsninger i en anden ANAS-forordning, 337/2019. Ifølge Positano Notizie afviste den regionale forvaltningsdomstol i april 2022 klager over restriktionerne – både lige/ulige-reglen og begrænsningerne for turistbusser.

Før du tager af sted

Nummerpladereglen i 2026. Ifølge Praianos kommune og turistdistriktet Costa d’Amalfi gælder reglen hver dag fra 30. marts til 6. april; hver dag omkring helligdagene i april og maj (fra 25. april til 2. maj – Amalfis bekendtgørelse angiver dog 24. april som startdato); i weekenden 30.–31. maj samt på lørdage, søndage og helligdage i juni og juli; hver dag fra 1. august til 30. september; og på lørdage, søndage og helligdage i oktober. Uden for tidsrummet 10.00–18.00 er der ingen begrænsninger. Amalfis egen bekendtgørelse dækker kun forårsdatoerne. Datoerne fastsættes på ny hvert år, så tjek kommunernes bekendtgørelser, før du lægger dine planer.

Hvem er undtaget. Motorcykler og scootere, beboere i kystens kommuner og i Agerola, køretøjer med handicaptilladelse, når indehaveren af tilladelsen er med, taxaer og lejebiler med chauffør samt udrykningskøretøjer. Hotelgæster med en reservation er også undtaget, men kun på turen ind på ankomstdagen og turen ud på afrejsedagen. Det samme gælder ansatte med en ansættelseskontrakt – dog kun på ture i forbindelse med arbejdet – og ejere af fritidsboliger med en attest fra kommunen.

Den anden vej langs kysten. Færgeselskabet Travelmar forbinder Salerno, Vietri, Cetara, Maiori, Minori, Atrani, Amalfi og Positano ad søvejen.